Om forfatteren

Jan Patrick Skaarup

Jan Patrick Skaarups voksne liv begyndte med en uddannelse som shippingmand i Det Østasiatiske Kompagni. Efter et par år i shippingbranchen, rejste han til Bruxelles, hvor han arbejdede for EF-Kommissionen. Siden vendte han tilbage til Danmark og gennemførte en 2-årig HF-eksamen. Senere fulgte en tid som professionel skuespiller og danser på Bellevueteatret og Mercurteatret. Sidstnævnte kaldes i dag Bremen og ligger i Nyropsgade.

I starten af firserne, blev Jan Patrick uddannet som sagsbehandler på et bistandskontor i Københavns Kommune. Det blev en noget anderledes tilværelse og et job med store følelsesmæssige udfordringer, blandt andet, når det handlede om at være med til at fjerne børn fra hjemmet. Konfrontationen med de menneskelige tragedier var hårde odds, og efter et par år forlod han jobbet i Københavns Kommune.

Jan Patrick Skaarup, forfatter til bogen om grandonklen Udbryderkongen Carl August Lorentzen

Jan Patrick Skaarup

 Jan Patrick bevægede sig herefter over i en mere kunstnerisk tilværelse og fik arbejde som radiojournalist hos Radio ABFM. Han var også en tid ansat i Udsendelsesredaktionen i Danmarks Radio og begyndte herefter at synge, kompononere og spille musik. Det blev til et væld af sange, og i perioder optrådte han som sanger på natklubber i Sydfrankrig og Grækenland.

Sideløbende med disse og andre erhvervsmæssige udfoldelser, herunder indenfor salg, service og hotelvirksomhed, skrev han mest til skrivebordsskuffen, men i slutningen af 00'erne, hvor Jan Patrick var begyndt at arbejde med foto, video og webdesign, fik skriveriet opmærksomhed igen. Det førte til udgivelsen af bogen om Udbryderkongen Carl August Lorentzen, hans egen grandonkel. Den blev udgivet som trykt bog den 2. september 2015.  I 2016 fulgte novellesamlingen Manden bag Spejlet og andre dødelige historier, efterfulgt af en selvbiografisk slankehistorie  - Tab og vind med samme krop - der udkom i november 2017.